Overvægt har altid fulgt 37-årige Michelle Tolbøll som en mørk skygge. Men da hun finder ud af, at hun ikke kan få fertilitetsbehandling, fordi hun er for stor, bliver det et vendepunkt for Michelle. Hun må overvinde sine dæmoner og tabe sig, hvis hun nogensinde skal gøre sig håb om at blive mor. Og redde sit eget liv.
Af: Ida Sigh Larsen og Kathrine Møller Nielsen
BEGYNDELSEN
2007
156 kg
Frygten har et fast greb om 20-årige Michelle. Hun sidder sammen med sin mand, Jeppe, i et venteværelse på Aabenraa Sygehus. Omkring dem sidder glade par, kvinder med gravide maver og små nyfødte babyer. Det er et sted, hvor spændte gravide og ufrivilligt barnløse mødes. Det føles som om, at de sidder der i evigheder. Hvor ville Michelle ønske, at de ikke var her, fordi de ikke selv kunne blive gravide. Hun er bange for, at det er hende, der er noget galt med. At det er hendes krop, der ikke fungerer. Jo længere de sidder der, desto mere bange og trist bliver hun.
Et eller andet sted håber hun, at det er Jeppe, der er noget galt med. Det vil være nemmere for hende at håndtere.
***
Der er mørkt inde hos lægen. Han starter med testsvarene på Jeppes sædprøve, og alt ser fint ud. Så går turen til Michelle, som lægger sig op på briksen med benene i vejret. Lægen fører ultralydsscanneren ind i hende, men han har svært ved at finde æggestokkene. Hun får indtrykket af, at det næsten er umuligt, fordi hun er kraftigt overvægtig. Han presser Michelle på den nederste del af maven. Hun føler sig mindre og mindre, jo længere tid der går.
Til sidst finder han begge æggestokke og kan se, at der er masser af ægblærer. Flere, end der normalt skal være. Han bekræfter, at hun har PCOS, som betyder, at hun ikke får normal ægløsning. Dermed har hun svært ved at blive gravid naturligt og skal nok have fertilitetsbehandling.
Men det kan hun ikke få i det offentlige lige nu, får hun at vide. For Michelle er for stor. Med sine 156 kilo skal hun tabe sig, før de kan gøre noget.
***
Jeppe taler om kostændringer og træningsplaner på vejen hjem til Haderslev. Men Michelles hoved kan ikke følge med. Det er som om, hun har efterladt det i det mørke rum sammen med lægen. Hun skammer sig over, at det er hendes krop, der står i vejen, men at skulle tabe sig virker så uoverskueligt. Hun vender sig mod den ting, der altid hjælper hende, når det hele bliver svært.
De svinger ind på McDonalds på vejen hjem. Hun får det bedre, men kun for et øjeblik.
MICHELLE TOLBØLL
Michelle Tolbøll har været stor lige så længe, hun kan huske. Generelt har hele hendes familie altid været store. Kosten var gammeldags dansk mad og ofte nemme løsninger. Michelles mor skulle på egen hånd passe tre børn, og da pengene var små, gjaldt det for Michelle om at skynde sig at få mad indenbords, før der ikke var mere tilbage.
Da hun blev ældre, begyndte de andre børn i folkeskolen at lægge mærke til, at Michelle var større. Hun begyndte at blive drillet og mobbet af de andre børn, så hun holdt sig meget for sig selv. Alligevel kunne hun godt lide skolen, for hun var bogligt stærk og nød at lære.
Det hele vendte, da hun blev teenager. Hun blev udsat for en voldtægt, og det satte sine spor i form at PTSD. Hun havde svært ved at håndtere følelserne og endte med at droppe ud af handelsskolen. I stedet for at tale om det, vendte hun sig mod noget andet, noget trygt: mad.
Når hun var glad, gjorde mad hende endnu gladere. Og når hun var trist, var maden det, der reddede hende. Når hun spiste, kunne ingen gøre hende ondt. Lige indtil maden hørte op. Så kom den dårlige samvittighed og skyldfølelsen. Mad var en ond spiral. Et narkotikum. Hun kunne ikke holde sig fra det.
Da hun får at vide, at hun skal tabe sig for at komme i fertilitetsbehandling, føler Michelle sig slået ud. Det handler om vægten – det har altid handlet om vægten. Og nu er det en forhindring mod at opnå hendes drøm.
For Michelle har altid gerne villet være mor. Da hun var lille, var det dukkerne, der fik det at mærke. Og da hun blev lidt ældre, tog hun sig af andres børn som barnepige. Når hun forestillede sig sin familie ude i fremtiden, var det en familie med mange børn. Og da hun mødte sin mand, Jeppe Tolbøll, som 17-årig, fik faren i hendes forestilling et ansigt. Ønsket om at blive mor voksede. Det blev en drøm, de delte.
DET SKAL NOK LYKKES
2008
148,5 kg
Michelle er klar.
Efter de er blevet afvist på sygehuset i Aabenraa, begynder Michelle og Jeppe hos IVF-Syd, en privat fertilitetsklinik i Fredericia. Her kan de starte behandling med det samme, så længe Michelle taber sig imens. For med overvægt følger også højere risiko for eksempelvis svangerskabsforgiftning, graviditetssukkersyge og spontane aborter.
Men det slår ikke Michelle ud, for drømmen om at blive mor kommer nu tættere på. Hun skal ikke vente på at nå et bestemt tal. Det er mere overskueligt – det bliver nemmere at kæmpe mod vægten.
Hun starter op på tre forskellige slags medicin. Én til at fremkalde blødning, da Michelle sjældent får menstruation på grund af sin PCOS. En anden slags til at øge hendes fertilitet.
En tredje medicin, metformin, skal hjælpe Michelle med at tabe sig. Og det virker. Hun taber sig 12 kilo. Samtidig lykkes det med at skære ned på fastfood og slik. Pillerne giver hende konstant kvalme, og hun kan ikke spise ret meget. For at få dem til at glide ned, forestiller hun sig det barn, hun måske kommer til at få.
Behandlingen fortsætter. Hormonerne kører rundt i hendes krop. Hun får taget sine æg ud med en stor nål, de bliver befrugtet og sat op igen. Det skal nok lykkes det her.
Nu skal kroppen bare klare resten.
DER ER EN PLET
2008
Ca. 130 kg
Michelle har det rigtig skidt. Hun sidder i en seng på Kolding Sygehus med Jeppe ved sin side. Hun har feber og smerter i underlivet.
Lyset bliver slukket, og lægen laver en underlivsscanning. Michelle har væske i bughinden, fordi hun er overstimuleret af hormoner. Han forklarer, at æggestokke normalt er på størrelse med dadler. Han rækker to knyttede hænder frem. Hendes er lige nu på størrelse med knytnæver.
Lægen og sygeplejersken snakker i munden på hinanden, og egentlig er det eneste, Michelle vil vide, hvad der er sket med det æg, hun har fået sat op.
”Kan du se noget andet?” spørger hun.
Lægen kigger på scanningen igen.
”Der er en plet,” siger han og laver en cirkel rundt om den med computermusen.
Michelle glemmer, at hun har ondt. Hun bliver helt varm indeni, som om at 10.000 følelser kører igennem hende på én og samme tid. Hun græder. Hun griner. Jeppe tager hendes hoved i sine hænder og kysser hende flere gange. Hans fokus er på Michelle, at hun er okay. Michelles fokus er på pletten.
Hendes kamp mod vægten. Deres kamp for at blive forældre. Det er lykkes. Det er virkelig lykkes.
”Det skader ikke barnet vel?” udbryder hun, da sygeplejersken gør klar til, at hun skal have smertestillende. Det er lige meget, om hun har ondt, bare det ikke skader barnet.
”Nej, nej, det gør det ikke.”
BLOD
2008
ca. 130 kg
Michelle åbner den næste papkasse og ser en masse bits til en skruemaskine. Det er en lang ordre på fem sider, som hun skal tjekke igennem. Fucking træls. Hun er ikke på toppen i dag, hun har kvalme og mærker jag af smerter i maven, men det er jo naturligt nok, når man er to måneder henne. Hun sidder alene på en lille arbejdsstation ved et transportbånd, omringet af papkasser.
Smerterne i maven tager til. Hun slipper skruerne. Hun føler, at for hvert jag er hendes indvolde ved at blive revet midt over. Hun er fugtig mellem benene. Hun rejser sig op. Blod. Der er rigtig meget blod. Det dækker sædet, hendes bukser og løber ned ad hendes ben.
Michelle begynder at hyperventilere.
Det kan ikke passe. Det var jo endelig lykkes. Det kan kraftedeme ikke passe. Nu mister hun barnet.
Hun begynder at hulke.
Nej. Man kan godt pletbløde. Det er normalt. Det er normalt.
Michelle stormer ud på toilettet. Hun ringer til Jeppe, der arbejder på samme lager, men på en anden etage. Jeppe er ved hende få minutter senere, han kunne høre, at der var noget alvorligt galt.
Da han kommer ind, står Michelle ved håndvasken. Hun vasker blodet af sine hænder, mens hun græder. Jeppe krammer hende med det samme. Kysser hende. Der er frygt i hendes blik. Jeppe tænker straks på løsninger. De skal have fat i deres chef, ringe til fertilitetsklinikken, det skal nok gå, de prøver bare igen.
Michelle er i chok. Det er jo hendes krop. Det er jo hendes skyld.
Hun kan ikke lade være med at tænke, hvor meget lettere alting ville være for alle, hvis hun bare kunne forsvinde.
Senere tager de på Kolding Sygehus. Hun har aborteret, og der er ikke noget tilbage, siger lægen. Det er en spontan abort, og lægen kan ikke fortælle, hvorfor det er sket. Hun mister en del af sig selv.
Verden går i stå.
Men hun er ikke alene. Jeppe er ved hendes side hele vejen, og han giver hende modet tilbage. De beslutter sig for, at de gerne vil prøve igen.
PISSELIGEGLAD
2009
ca. 140 kg
Anden gang Michelle aborterer, husker hun ikke så godt. Hun er fire uger henne. Hun mister endnu et barn, og hun vil bare gerne være fuld. Michelle og Jeppe drikker, hvad de kan finde i huset. Somersby og Southern Comfort blandet op med grøn sodavand. Øl, selvom Michelle ikke kan lide øl, men faktisk er hun pisseligeglad med, hvad hun kan lide. Hun drikker og græder, til hun falder i søvn.
Fertilitetslægen kan ikke forstå, hvorfor det ikke lykkes, men det må nok være vægten, der gør det. Hun anbefaler, at de venter lidt, før de går i gang med fertilitetsbehandling igen.
Vægten. Selvfølgelig er det vægten.
Michelle ved ikke længere, hvordan hun har det. Måske har hun ikke flere følelser tilbage. Det eneste hun ved, er, at der er én ting, der kan hjælpe hende med at få det bedre.
Mad.
DE TRE KNÆK
2009-2013
Michelle knækker af tre omgange.
Da hun mister sine børn, og en stemme indeni hende siger – at det hele er hendes skyld.
Da hun bliver fyret fra sit første arbejde – fordi hun er syg og deprimeret og egentlig bare ligeglad med det hele, inklusiv sin vægt.
Da hun bliver fyret fra sit andet arbejde og mister tilknytningen til verden. Falder sammen i sofaen. Glemmer sig selv og alle omkring sig – fordi det gør ondt, fordi det hele gør så forfærdeligt ondt.
Michelles dæmoner har fanget hende med et reb om halsen, og nu begynder de at stramme til.
Hun er sygemeldt i et år.
Hun husker nærmest ingenting.
ER KÆRLIGHEDEN NOK?
2012
Ca. 170 kg
Hun er ved at miste ham.
26-årige Michelle kører ind på en parkeringsplads tæt på motorvejen ved Christiansfeld. Det er mennesketomt, og Michelle ser kun lyset fra en lille varevogn, der skiller sig ud i det tætte mørke. Det er Jeppe.
Hun spæner over til varevognen. Åbner døren. Sætter sig ind på passagersædet. Lyset fra instrumentbrættet er tændt, og selvom det er mørkt, kan hun tydeligt se Jeppes ansigt. Følelsesløst. Fortabt. Tomt.
Hun har aldrig set ham sådan før. Så ulykkelig.
De har været oppe at skændes, som de så ofte er her for tiden. Det føles efterhånden mere som et bofællesskab end et ægteskab. Jeppes hverdag er kun arbejde og skole, og han føler, at han kommer hjem til en kone, der ikke længere er der. En tom skal.
Michelle er deprimeret og kan ikke overskue selv de mindste ting. Hun ligger på sofaen det meste af tiden og er fuldstændig ligeglad med sig selv. Hun forstår ikke, hvorfor Jeppe ikke bare finder en anden kone, som kan gøre ham til far. Michelle vil være ussel. Være ulækker. Skubbe ham væk, for hun fortjener ingenting.
Men det her skænderi er anderledes end de andre. Inden Jeppe forlod lejligheden, sagde Michelle, at hun ikke længere gad at kæmpe mod vægten og kæmpe for at få børn. At hun ville give op.
”Hvad sker der?” spørger Michelle fra passagersædet.
Jeppe kigger lige ud i luften og møder ikke hendes øjne.
“Jeg har brug for tid til at tænke. Jeg ved ikke længere, om vi vil det samme, “ siger han.
Michelle virker rolig udenpå, men indeni er hun desperat. Villig til at gøre alt for at få ham til at blive.
”Elsker du mig?” spørger hun pludseligt.
Jeppe kigger på hende.
”Jeg elsker dig. Men jeg er bare ikke sikker på, at kærligheden er nok.”
Michelle er ikke længere i tvivl. Hun har mistet ham. Hvor ironisk, at hun først nu indser, at hun ikke kan undvære ham.
De begynder at snakke sammen, som de ikke har gjort det længe. Stille og roligt. Lyttende og uden at afbryde hinanden.
Han fortæller hende, hvor svært det hele har været for ham. Han er nødt til at prioritere sine egne følelser nu. At give dem plads.
Hun fortæller, hvor meget skyldfølelse hun har haft, fordi hun ikke kan gøre ham til far.
Han fortæller hende, at han ikke bliver sur, hvis de aldrig nogensinde får børn. Han kan bare ikke klare, hvis hun giver op, hvis hun stopper med at kæmpe for sig selv, for deres fremtid.
Jo mere han siger, jo blødere bliver hans ansigtstræk, jo tættere rykker de på hinanden. Hun fortæller, at hun ikke vil give op. Det hele er bare så uoverskueligt. Hun lægger sin hånd på hans lår, og han giver den et lille klem. Han begynder at græde. Det gør de begge to.
Hun har ikke mistet ham.
FANGET AF EN ELASTIK
Michelle begynder at arbejde med sig selv og går til samtaler hos en coach under sin sygemelding. Hun er nødt til at bearbejde alt det, hun har begravet, og de gør fremskridt. Hun starter på socialrådgiveruddannelsen, fuldfører den i 2018 og finder arbejde på et jobcenter. Coachen er en kontant, gammel militærmand. Han er ærlig på en respektfuld måde, som får Michelle til at lytte. Hun bliver holdt tilbage af en elastik, forklarer han.
Elastikken er lavet af oplevelserne på hendes nye arbejde, hvor hun blev overfaldet af en utilfreds borger. Hun begyndte at lægge fælder i sit eget hjem, hvis nu borgeren skulle komme efter hende igen. Hun fik sin anden PTSD-diagnose.
Elastikken er lavet af sorgen over at have tabt to børn, hun allerede var begyndt at elske.
Elastikken er lavet af minderne fra dengang, hun blev voldtaget som 17-årig. Måske er det grunden til, at hun har gjort sig selv tyk. Grunden til at hun har prøvet at gøre sig selv ulækker. For så sker det aldrig igen.
Hver gang hun prøver på at gå et skridt frem uden at løsrive sig fra de oplevelser, hiver elastikken hende tilbage. For at komme videre er hun nødt til at klippe elastikken. Hun er nødt til at træde ud af offerrollen og tage ansvar for, hvordan hun vil se på sit liv i fremtiden.
MICHELLE VIL GÅ
2018
233 kg
Røgen forlader Michelles mund og driver langsomt ud igennem vinduet. Ud i mørket, hvor den blander sig med den lune septemberluft. Indenfor sidder 32-årige Michelle med uglet hår på sin lille rulleskammel, den hun også bruger, når hun er i bad. Selvom den ikke er blevet brugt til det i flere dage.
Hun vejer mere, end hun nogensinde har gjort. 233 kilo. Det har krævet så meget af hende at bearbejde alt det, der er sket, at vægten er kommet i baggrunden. Hun har brugt al sin energi på at prøve at navigere i det hele sammen med sin coach. Imens er vægten bare steget og steget.
Duften af North State-cigaretten fylder rummet, hver gang Michelle trækker vejret. Hun kigger ud ad vinduet, ned på gaden. Jeppe går dernede, på vej til Rema 1000 efter aftensmad. Han kigger op på hende og vinker. Michelle vinker tilbage med et smil. Jeppe vender sig om og fortsætter ned ad gaden. Han går så ubesværet. Helt anderledes end hende.
Hendes gåture foregår for det meste i deres lille lejlighed nu.
Fra sengen til sofaen.
Fra sofaen til toilettet.
Hun kan knap nok rejse sig op fra sofaen. Jeppe er begyndt at køre hende de 200 meter, hun har til arbejde, for hun kan ikke holde til gåturen.
Bare det at skulle et nyt sted hen er blevet besværligt. Hun skal være sikker på, at stolene kan holde til hendes vægt. Og at der ikke er væghængte toiletter, der kan falde ned.
Hun er fanget i sin egen krop.
Hendes hoved vil så meget, men kroppen kan ikke følge med.
Hun følger Jeppe med øjnene nede på gaden. Hendes Jeppe, der ubevidst er begyndt at lytte, når han sover. For nogle gange stopper Michelle med at trække vejret i et par sekunder. Fedtet om halsen lukker af. Men det er værst for ham, når han ikke er hjemme. Når han ikke er der til at lytte. Han er bange for den dag, hun ikke begynder at trække vejret igen, og han ikke er der til at hjælpe hende.
På badeværelset begynder tårerne at presse på.
Hun er nødt til at gøre noget, tænker Michelle. Og det skal være nu.
PISSEBANGE FOR AT DØ
2018
195,5 kg
Michelle ligger på operationsbordet på et privathospital i Vejle. Bordet ser ikke ud, som hun troede, det ville. Det ligner en Pinocchio trædukke, der er delt i firkanter uden at være sat sammen. Hun ligger dårligt. Bliver blændet af en stor, rund operationslampe. Den hænger lige over hende. Det bipper konstant i hendes øre. Den bippende lyd fra hjertemonitoren står i stærk kontrast til julemusikken, hun hørte i venteværelset tidligere.
Kirurgen forklarer hende om operationen igen. En gastric sleeve. En operation til overvægtige, hvor noget af mavesækken skæres væk, så der ikke længere er plads til så meget mad, og så man føler sig mæt hurtigere. Men hun skulle tabe sig inden operationen. Hun skulle vise, at hun kunne lægge sit liv om, så hun ikke ville tage al vægten på igen.
Michelle husker stadig den første konsultation, hun havde med kirurgen. Han var forstående, men samtidig meget tydelig. Han fortalte hende, at der ville være en højere risiko for komplikationer, fordi hun var så kraftigt overvægtig. Men hun skulle opereres nu, for ellers ville det kun være et spørgsmål om tid, før vægten slog hende ihjel. Michelle fik en mavepuster. Hun begyndte at lave madplaner, tælle kalorier og dyrke motion. Jeppe hjalp hende med at lave et træningsprogram og var med hende hver gang, hun skulle træne. Det startede i det helt små med gentagende gange at rejse sig og sætte sig ned på en stol. Hun nåede at tabe sig 37,5 kilo inden operationen. Det handlede ikke kun om børn længere. Nu handlede det om at redde hendes eget liv.
Så kommer sygeplejersken med en bedøvelsesmaske. Michelle ser den nærme sig sit ansigt. Blive større og større. Det føles som om, at hun er ved at blive lukket inde. At det hele er ved at slutte.
Stille tårer falder ned ad hendes kind. Sygeplejersken stopper og tager masken væk.
“Undskyld. Undskyld,“ siger Michelle.
Hun fik ikke sagt ordentligt farvel til Jeppe. Hvor er han henne lige nu? Hun ligger bare her, helt alene.
Sygeplejersken tørrer hendes tårer væk med hånden. Michelle begynder at hulke. Hun kan ikke holde gråden tilbage og begynder at trække vejret hurtigere. Sygeplejersken prøver at berolige hende. Ager hendes kind. Det skal nok gå. Du skal ikke være nervøs.
Hendes åndedræt bliver roligere nu. Michelle får masken på. Den lugter klamt af plastik, nærmest metallisk. Tårerne løber stadig som en flod ned ad hendes ansigt. Hun skal til at tælle ned, men Michelle er pissebange for at dø.
Og hvis hun dør, er det så bare det? Hvor har det været et lorteliv. Hvor har det bare været uretfærdigt. Hvor ville hun ønske, at hun havde gjort tingene anderledes.
Hun savner Jeppe. Han er det eneste, hun kan tænke på.
Hun begynder at tælle ned.
10
9
Og så husker hun ikke mere.
ENDELIG FRI
Ca. 180 kg
2021
Michelle ville egentlig overhovedet ikke cykle. Hun skulle bare ikke blive en cykelfreak ligesom Jeppe. Han kunne bare holde kæft om, hvor godt det var. For hun havde jo prøvet. Da hun havde tabt sig nok til at kunne sidde på en cykel igen, havde hun kørt lidt på sin gamle damecykel. Og det var ikke sjovt.
Alligevel sidder 35-årige Michelle nu på en spritny brun cykel ved siden af Jeppe. De har lige været nede at hente den, og nu skal cyklen testes. Luften er varm, og solen bager ned på dem. De har besluttet sig for at køre en tur. Det bliver til 7,3 kilometer til nabobyen og tilbage. Og det føles fantastisk. Vinden suser i håret, når de kører ned ad bakkerne. Det er så fedt, at hun overtaler Jeppe til, at de skal cykle videre, selv efter hun stod af for at kaste op. At cykle er bedre end stoffer.
De sorte sneakers kører rundt i pedalerne. Hun holder et fint tempo op ad bakken, selvom hun er ved at dø. Jeppe giver hende noget mere vand, som han har gjort hele turen. Imellem forpustede vejrtrækninger snakker de.
Pludselig stopper Michelle med at tale og vender hovedet den anden vej. Stadigt cyklende kommer vandet op igen. Brækket lander på cykelstien bag hende, men fødderne kører videre på pedalerne. Hun vender sig mod Jeppe igen, lidt overrasket. De griner begge to. For intet kan stoppe glæden i, at hun cykler. Hendes krop kan endelig bevæge sig, gøre ligesom hendes hoved vil.
Hun føler sig endelig fri.
AFSLUTNINGEN
I dag er Michelle 37 år og bor stadig sammen med Jeppe i Haderslev. Hun er deltidssygemeldt fra sit arbejde som socialrådgiver, blandt andet på grund af det overfald, hun oplevede på arbejdspladsen. I dag vejer hun 140 kilo. Hun har stadig depressive perioder en gang imellem, men hun kan nu få en hverdag til at fungere, når det sker.
Hendes livsstil har ændret sig meget. Det hvide brød er skiftet ud med grovbrød, og sofaen er skiftet ud med en cykel. I dag laver hun madplaner og dyrker motion tre til fem gange om ugen.
Michelle har altid vidst, at sundere kost og motion er vejen frem, men tidligere havde hun ikke de mentale ressourcer, der skulle til, for rent faktisk at lave de ændringer. Hun var nødt til at møde sine dæmoner og prøve på at komme videre først.
Reflekterer hun over det i dag, syntes Michelle ikke, at hun var i stand til at være mor på det tidspunkt. Selvom det var frygteligt at miste to børn, så var der måske en mening med det hele.
Michelle og Jeppe har stadigvæk ikke fået et barn, og da reglerne er blevet ændret, kan Michelle ikke komme i fertilitetsbehandling lige nu. Hun skal have et BMI på højest 35 og skal derfor ned at veje under 105 kilo for at få behandling.
De opgiver ikke drømmen om at blive gravide, så længe de er fysisk i stand til at tage sig af et barn. Men det skal ikke være for enhver pris. De vil ikke ruinere sig selv økonomisk eller miste hinanden på vejen.
Selvom Michelle og Jeppe ikke har fået et barn, så har de Nicklas på tolv år. De er med i en mentorordning, hvor de kan hjælpe som venskabsfamilie. Det betyder, at Jeppe og Michelle gør alt fra at køre ham til fodbold til at spille Fortnite med ham. Selvom han ikke er deres søn, er han blevet en del af familien.
Michelle kæmper videre med vægten, og det går den rigtige vej. Hun har tabt sig over 90 kilo, fra hun var størst – og hun ved, at hun aldrig vil lade sig selv blive så stor igen.
